Dyrbygård

Afdelingen Dyrbygård åbnede dørene d. 1. januar 2016.

Dyrbygård har plads til 7 unge – piger og drenge i alderen 12-18 år, men med mulighed for forlængelse op til det 23 år.

Afdelingen er beliggende på Dyrbyvej 18A, 8981 Spentrup ved Randers, kun ca. 10 minutters kørsel fra den jyske motorvej E45. Tæt ved afdelingens indkørsel er der ligeledes et busstoppested der fungerer, som et hurtigt bindeled til Randers banegård og busstation. Dyrbygård er beliggende i udkanten af Gassum, et lille lokalsamfund med få indbyggere, et aktivitetshus samt en købmand.

Huset består af 450 m2 i et plan + 40m2 værksted.  Der er gode store lyse værelser, et stort fælles spisekøkken, en fælles TV-stue, et kreativt værksted, et større aktivitetsrum med diverse lege- og aktivitetsmuligheder, samt rummelige wc og baderum.

Udendørs har vi et hyggeligt havemiljø med spiseområde, loungemøbler og plantekrukker. Tillige har vi diverse udendørsaktiviteter, så som f.eks. trampolin, fodboldmål og meget andet aktivitetsudstyr, der flittigt bliver brugt i sommerhalvåret.

I lokalmiljøet forefindes der i aktivitetshuset et mindre fitnesscenter og udendørs idrætsanlæg. På Dyrbygård søger vi at dyrke de unges indre motivation, hvorfor alle nævnte aktiviteter tager udgangspunkt i hvad de enkelte unge på afdelingen har af interesser.